Johanne
Velkommen til mit rum, jeg hedder Johanne.
Jeg bruger ord til at udtrykke mig, og her vil jeg dele 4 oplevelser med dig, som er skelsættende for mine oplevelser med angst.
mørke siver ind
ind under dørkarmen
op langs vægge
og dækker vinduer som mørklægningsgardiner
mørket gør alle kanter skarpe
alle kroge sorte
og alle billeder bliver til forvrængede skrig
jeg skærer mig på lyden af mit skræmte hjerte
blodet blander sig med mørket
Motorvejen
Jeg var på hjem fra en julefrokost på mit arbejde. Jeg havde brugt det som en forklaring på min afholdenhed at jeg skulle køre hjem, men egentlig var det bare en undskyldning. Jeg havde ikke lyst til at drikke, for jeg vidste hvor meget det ville forværre min angst.
Når jeg ser billeder fra den aften, kan jeg se hvor skidt jeg havde det. Selvom jeg smilte, var mine øjne slukkede og hævede efter for mange måneders gråd.
Jeg havde kæmpet så hårdt for at kunne komme til den julefrokost. Det var til den julefrokost, at jeg fortalte mine kollegaer, at jeg sygemeldte mig, så det var vigtigt for mig at få den med. Jeg ville så gerne vise at jeg var o.k., men det var jeg jo ikke. Jeg holdt facaden oppe til sildemadder, flæskesteg og ris a la mande, og jeg smilede mig igennem julesange, selskabslege og fuldemandssnak fra mine kollegaer. Men da jeg endelig var alene, kunne min krop ikke mere.
Jeg havde sat nogle kollegaer af, og jeg kørte hjemad på en ensom motorvej i decembermørket. Pludseligt føltes mine hænder underligt. Jeg kunne ane deres konturer mod rattet, men det var som om de var flere meter væk fra mig. Det var som om at mine hænder ikke var mine egne.
Mens jeg forsøgte at skabe forbindelse mellem mine øjne og hænder, begyndte verden at snurre rundt. Jeg blev bange. Jeg kørte 130 kilometer i timen, og jeg ville bare hjem, men jeg vidste også, at det var uforsvarligt at fortsætte. Jeg kørte ind i nødsporet og ringede til min mor.
Pillerne
Hexal er små og hvide. Teva er lidt større og lyseblå. KRKA er svære at knække på midten, og Accord er svagt lyserøde. På engelsk går de under det i populærkulturen så kendte mærke ‘Zoloft’. Papæskerne og foliepakkerne er flyttet ind i mit liv, og hver morgen mødes jeg af en stædig alarm på min mobil som minder mig om at “registrere mit planlagte medicinindtag”. 75 mg. Halvanden pille. Hver morgen. Både en glemt og en utilsigtet dobbelt dosis kan resultere i alvorlig sygdom. Sertralinen er i mit blod, og hvis jeg ikke opretholder et stabilt indtag, kan jeg opleve “seponeringssyndrom” - et mere stuerent alternativ til ordet “abstinenser”, som får én til at tænke på stofmisbrugere og alkoholikere. Men virkeligheden som ordet dækker over, er ikke voldsomt anderledes. Min krop er nu afhængig af sertralin. Jeg er afhængig af sertralin.
Præparaterne er blevet mine venner, og deres navne står skrevet på min indre lystavle.
Alle indeholder de det virksomme stof, sertralin. Stoffet øger mængden af serotonin i hjernen, som bl.a. har en betydning for impulsoverførslen. Reguleringen af disse impulser synes at spille en vis rolle ved udvikling af depression og angst. “Men den nøjagtige virkningsmekanisme kendes ikke” står der på hjemmesiden apoteket.dk. Jeg er tvunget til at forlade mig på denne uforklarlige virkning, jeg har ikke noget valg.
Ord som “blødningsforstyrrelser”, “serotoninsyndrom” og “QT-interval” har sneget sig ind i mit passive ordforråd. Pillerne synes at kunne fremprovokere en hvilken som helst fysisk og psykisk tilstand som en bivirkning, alt fra svimmelhed og nedsat sexlyst til, ironisk nok, angst.
Sertralin tilhører medicingruppen “antidepressiva”, populært kaldet “lykkepiller”. Der er intet lykkeligt over at tage sertralin. Jeg bliver ikke lykkelig af at blive mindet om min psykiske sygdom hver morgen klokken 9 når mit smartwatch vibrerer. Jeg bliver ikke lykkelig af 10 kilos vægtøgning, tør mund, dårlig mave, lav alkoholtolerance, nattesved, svimmelhed og nedsat sexlyst. Men jeg tager sertralin for at overleve. Det har intet med lykke at gøre.
Kroppen er fantastisk dygtig til at glemme smerte.
For hvor slemt var det egentlig? Det var jo bare angst. Det var bare tanker og forestillinger. Og jo, så reagerede kroppen da også lidt. Men hvor slemt kan det have været? Lidt hjertebanken og svedige håndflader? Hvordan kunne det vælte hele mit liv?
I dag har jeg ikke haft et angstanfald i over et år, og jeg har været medicinfri i 3 måneder. Jeg har dage og indimellem uger hvor jeg ikke tænker på angsten. HDét er en virkelighed som virkede fuldstændig uopnåelig for mig for bare halvandet års tid siden. Dengang lå angstens klamme greb om alt hvad jeg foretog mig. Hver eneste handling i løbet af min dag var kalibreret til at forsøge at undgå at vække angsten. Nu kan jeg knapt nok huske hvordan et angstanfald føles.
Men jeg var ikke alene om at opleve hvad angsten gjorde ved mig. Min mand, mine venner og min familie husker kun alt for tydeligt, hvad angsten gjorde ved mig. De husker, hvordan min verden blev begrænset til tanker om sygdom og død. De husker, hvordan mit blik blev tomt, når en katastrofetanke slog rødder i mit sind. De husker, hvordan en ellers evigt glad og udadvendt ung kvinde blev forvandlet til et grædende, hulkende og rystende nervevrag.
Mine pårørende er mine livsvidner, og når jeg har brug for det, minder de mig om vigtigheden af at jeg passer på mig selv. For jeg er ikke kureret for angst. Angsten vil altid bo i mig, også selvom den i dag gemmer sig dybere nede i det skjulte.