Maria
Velkommen til mit rum. Jeg vil gerne fortælle lidt om at være pårørende til tre af mine nærmeste, som har gjort eller stadig lider af angst i perioder.
Jeg deler her om de tanker, jeg har haft i situationer, hvor jeg har oplevet dem være i krise, og forsøgt at hjælpe med det, jeg kunne og forstod.
Alt det perfekte, og hvad det betød
Han var fuldstændig som du havde tænkt dig.
Filmstuderende, god med sine hænder og med et fantastisk øje på de små detaljer. Ligesom dig.
I kunne snakke til langt ud på natten sammen om politik, kunst og arkitektur, høre vinyler fra hans hjemmebyggede reoler. Drikke vin i skumringen efter badeturen på Holmen, og cykle hjem sammen efter en hurtig øl på Eiffel.
I starten da I var flyttet sammen var du blown away over jeres nye, fælleshjem, hos ham. Alle hans og dine ting sammen. Mest hans. Hans fantastiske middage for os og din familie. Der var ikke det, man kunne sætte en finger på med ham. Bortset fra, at du smilede lidt mindre. Han er lidt stille, sagde du.
Du blev mere og mere trist, og kunne ikke rigtig forklare hvorfor, når jeg spurgte ind til jer. Alt er jo bare så perfekt, som du forklarede mig. Vi mødtes et par gange allesammen. Og ja, han var perfekt, men ja, han var meget stille. Vi dansede hele natten, han dansede med, bare lidt på afstand.
Da efteråret kom var du fuldstændig ulykkelig. Han var der for dig, trøstede dig. Men du kunne i være i det. Alt det perfekte. Alt det smukke.
Der var ikke plads til de krøllede skjorter, du elsker, og du følte, at der ikke var plads til dig i det forhold. Selvom alt i dig skreg, at han jo var den rigtige, helt perfekt for dig. Så lod du ham gå.
Og gjorde plads til alt det perfekte uperfekte, som er dig. Og som heldigvis kun er blevet mere skønt idag - også med din nye kæreste, som er helt perfekt uperfekt.
Alt det, der er dit
" Vil du ikke godt lade være med at prøve at løse det, siger du.
Det er ikke noget, du kan løse. Det er mig selv, det er mig, der dealer med det her. Det er ikke rationelt, ok." Du tager en tår af din kaffe, og kigger på et barn, der hopper rundt på en bænk ved os. Mit hoved kværner rundt, jeg forsøger at finde et svar, bare til mig selv ihvertfald. Jeg føler, vi har haft denne snak en del gange, hver gang på en lidt ny måde, men det er stadig det samme. Og jeg kan ikke gøre en skid ved det.
Jeg vil så gerne prøve at hjælpe dig, hjælpe os. Det er så skide frustrerende, at det ikke bliver bedre. Tankerne i dit hoved.
" Men så gør dog noget ved det, som vi har snakket om", siger jeg anfægtende. Du kigger på mig, og svarer toneløst, opgivende. " Tror du ikke også, jeg har prøvet, at jeg prøver. Men det kræver jeg har reel tid til at arbejde med det. Lave mine øvelser. Jeg har bare ikke den tid i øjeblikket. Jeg kan ikke finde tiden til det."
Siden den sommerdag, har jeg prøvet at træde et skridt tilbage, lade dig styre mere dit eget liv. Det er dit liv, din angst, ikke min. Jeg vil aldrig forstå det, forstå hvordan det er at være dig med de tanker, og hvorfor. Du tackler det så fandens godt. Og jeg ved, at jeg bare skal give plads. Og heppe på dig i det stille.
roen kommer når man lytter - ikke forklarer
Flere af mine nærmeste har eller har haft omfangsgribende udfordringer med angst. Forskellig slags angst, som har været alt fra en grundtro på ikke at være god nok til sygdom- og dødsangst. Det første kan jeg sagtens relatere til i en verden af perfekthedskultur. Især hvis man er vokset op med sociale medier, ved man, at der ikke skal mange scrolls til, før man står med et helt forkvaklet virkelighedsbillede og selvsyn. Men det har oprigtig været meget svært for mig, at relatere til angsten for at dø, fordi man har fundet et nyt modermærke - lidt sat på en spids, selvfølgelig.
Jeg har med tiden lært, uanset hvilken angst, jeg har stiftet bekendtskab med, er det bedste, man som pårørende kan gøre er at lytte. Ikke forsøge at forklare eller berolige i forsøget på at skabe rationel mening. Det lykkedes man ikke med. Og slet ikke ved at give personen en følelse af, at de er forkerte på den, eller at man synes at nu må de 'gerne lige tage sig sammen'. Så hvis du sidder derude med angst, så fortæl dine nærmeste hvad du har brug for. For de kan ikke altid regne det ud.. sådan lige med det samme selv.